Savn

Savn. Fire bogstaver. Tre konsonanter og en enkelt vokal. Et ord der, bogstaveligt talt, gør væsen af sig. Et ord der larmer og puster sig op. Der er ikke andre ord, lige nu, der fylder mere i det rum han bevæger sig rundt i. Det sejler rundt indeni. Det fremkalder billeder, så lysende klare, på nethinden. Det står hele tiden, ordet som tilstand, og vibrerer i både bevidstheden som i underbevidstheden. Det vækker ham når himlen udenfor er sort og natten stille. Det river ham ud af køen og får ham til at glemme hvad han egentlig kom for. Det er som en dyne der er trukket ned over kroppen og som slæbes med hvor end kroppen bevæger sig hen. Det er insisterende. Det får ham til, at falde ud midt i en sætning. Det får ham til at smile mens tastaturet, langsomt, bliver vådt. Han er stoppet af erindringer. Det får ham til, at kaste lange blikke ud i intet. Ved siden af, bevæger tiden sig på uret. Det der var, er den tid der er. Men tiden står stille. Her.