Luk alle faner (2016)

I

Dagene var talte. Det føltes sådan, men ingen kunne jo vide det – og slet ikke han. Hver evig, eneste, dag stod han op til endnu et opgør med den kærlighed der var tabt på gulvet. Og så alt det andet, der også lå og flød på gulvet. Han samlede det ikke op – som han forsøgte med kærligheden. Det måtte blive liggende. Der på gulvet, hvor det voksede omkring de fødder han slæbte henover de genstande der faldt omkring ham. En dag skulle han, vel sagtens, rydde op. Finde fodfæste. Finde rod. Frem for rod.

II

Foruden at kigge ind i fremtiden, smager han gerne på her og nu. Lader alt omkring sig fare, mens han griber ud, og fanger enkelte strå. Enkelte ting. Som en stirren ud af vinduet midt på dagen. Et sønderdøvende varmt bad. Smilet i en forbipasserendes øjne, uden grund. En pludselig sitren på hånden, hvor den ellers skulle stå knivskarpt. Et impulskøb af dagligvarer. Et smæld af kærlighed, der pludselig omfavner alt, for så at fordufte igen. Ude i fremtiden?

III

Hvorom alting er. Så forsøg, at gribe ham – ikke først når han falder, gerne inden. Han balancerede ikke på stenen for sjov. Der var en mening og en, ubønhørlig, omtanke bag. Han stillede sig jo ikke blot op på den, stenen, for udsigten. Det tog ham faktisk dage, at bestige den, stenen. At komme helt derop, hvor himlen var en anelse tættere på og jorden mere fjern. Han udvalgte den nøje, stenen. Og stor var hans forbløffelse, da det endeligt gik op for ham, at han ikke var højere hævet, end små 40 centimeter over jorden.

IV

Han har modtaget post fra en vildfaren ven. En lysende hvid konvolut med navn og afsender skrevet i VERSALER. Korrekt frankeret. Stemplet i Taulov. Postnummeret er det samme som hans. Afsender virker en kende opsat på at møde ham, uden at der er snerten af desperation, i ordene han stadig ikke kender, så alligevel en undertone, i skriften med afsender og modtager, der antyder, at det gerne må være snart. Han sætter vand over. Børster tænder for tredje gang den formiddag. Hælder det kogende vand ud i vasken. Beslutter sig for, at gå udenfor. Udsætte den konvolut. Ikke af angst for indholdet, blot endnu en overspringshandling. Som det med tænderne. Han placerer konvolutten nederst i bunken af reklamer, og går ud. Mens han går, i næsten, mennesketomme gader, selvom det er lørdag, men lørdag i provinsen, tænker han ikke på konvolutten. Han forsøger heller ikke, ikke at tænke på den. Det første der slår ham, da han låser sig ind, er duften af gammelt trægulv. Det næste der rammer ham, er tanken om den konvolut, alligevel. Han finder den i bunken af reklamer, mellem tilbud på laks og saftevand. Han kigger lidt på skriften. Ser sit eget navn – afsender og modtager. Åbner skabet i gangen og lægger konvolutten ind til de andre, derinde i den stadigt voksende bunke. Nogle kridthvide, andre med gulnede kanter. Sætter sig ind til skrivebordet. Finder konvolut, papir, pen og frimærke frem fra skuffen.